Menu

Bagsværd bliver et mekka for dansk rosport

Når man tænker rosport og Danmark, kommer man ikke udenom Bagsværd Sø, som i mange år har været det naturlige centrum for den danske eliteroning.

Søen i nordlige København har gennem årene lagt vand til utallige mesterskaber – og ikke mindst træningssessioner for de bedste roere herhjemme. I øjeblikket arbejdes der i Bagsværd på at skabe endnu bedre rammer for rosporten, hvor Danmark har stolte traditioner i store internationale mesterskaber som både OL og VM.

Et helt nyt og topmoderne rocenter står efter planen klar i 2020, og dermed får rosporten endnu bedre faciliteter at boltre sig på. Det nye “Rostadion Danmark” bliver udbygget med et “state of the art” arkitekttegnet indendørs træningscenter, nyt start- og målområde og en hel ny tribune. Samtidig bliver der også omkring søen skabt nye muligheder, så andre idræts- og naturglade mennesker får flere gode grunde til at lægge vejen forbi det smuktbeliggende område.

Men for de danske eliteroere – uanset om de befinder sig i en robåd, kano eller kajak – betyder det nye stadion altså endnu bedre betingelser og muligheder for at lægge flere lag på den kvalitet, som dansk rosport i forvejen er så rig på. Og så man ikke glemme motionisterne, der også også får glæde af det nye store byggeri i Bagsværd.

Men man behøver ikke bo i nærheden af hovedstaden eller Bagsværd Sø for at finde et godt sted at ro. Med en lyslinje på 8.750 kilometer er Danmark et slaraffenland for roere og andre med hang til vand. Der er således utallige muligheder for at træne på både hygge- og eliteniveau. Har man hang til mere organiserede former for sport, findes der her i landet 148 roklubber under Dansk Forening for Rosport (DFfR), der har base i Bagsværd. Den første roklub blev stiftet så langt tilbage som i 1866, så traditionerne for roning i Danmark har mange år på bagen. I dag findes der i de 148 klubber omkring 15.000 medlemmer, der dagligt sænker deres robåde og årer i vandet rundt omkring i landet.

Danmark er rig på søer og fjorde, og mange af de danske roklubber kan derfor tilbyde gode rammer til medlemmerne. Vil man mere med sin roning eller er man eliteroer, kan man med fordel søge mod et af dansk rosports talent- og kraftcentre, der er placeret i tilknytning til roklubber eller klubfællesskaber rundt omkring i landet. I øjeblikket er der ni kraftcentre, og de er placeret i Aalborg, Hadsund, Aarhus, Odense, Bagsværd, Holstebro, Kongens Lyngby, København (BR, Kvik, og DSR – Danske Studenters Roklub) og Roskilde.

Så der er altså gode muligheder for eliteroerne for at finde et sted med ekstra fokus på talentudvikling, uanset hvor de end måtte befinde sig i landet.

Skulle man være interesseret i at komme ud og se, når roerne konkurrerer på højeste niveau, er der masser af muligheder for det i løbet af sæsonen. En forholdsvis ny begivenhed er Coastal Rowing, der som navnet antyder afvikles ved kysterne. 2018-udgaven af Danish Open Coastal Rowing, som blev holdt ud for Stevns i starten af september, satte således ny rekord for antal deltagere.